Floden der emmer af liv
Fra tidlig morgen summer der af livlig aktivitet langs flodens breder. Mange kommer til floden for at bade og vaske tøj. Andre kommer for at tilbede floden med røgelse, bøn og sang og andre igen har Ganges som levebrød. Det er f.eks. sælgere der fylder deres både med souvenirs og sejler ud til turistbådene for at sælge deres varer. Der er også flere barbershops på stenene langs floden, der klipper og barberer mændene inden, de går på arbejde. Flere andre steder vender kvinder brændsel af ko-kager, der ligger til tørre i solen og ved alle de større pladser tilbyder bådsmænd sejlture op langs floden og de mange Ghats.
Ordet ghat henviser til: en række trappetrin som fører ned til vand.
Og der er mange af dem i Varanasi – ca. 70 ligger spredt over den flere kilometer lange strækning langs Ganges breder. Der ligger templer og moskeer ved nogle ghats, restauranter og markedspladser ved andre.
Og der er mange af dem i Varanasi – ca. 70 ligger spredt over den flere kilometer lange strækning langs Ganges breder. Der ligger templer og moskeer ved nogle ghats, restauranter og markedspladser ved andre.
Ligbrænding ved Manikarnika Ghat
På en sejltur langs Ganges gøres der stop ved Manikarnika Ghat, som er den mest prestige-fyldte ghat at blive brændt ved.
Bådene ligger til ved bredden og det er muligt at gå forbi bålstederne. Inderne er vant til at turister kommer og overværer ceremonien og til at alle er respektfulde nok til at holde kameraet slukket så længe. Oftest vil der komme en guide til båden og tilbyde informationer imod en pengedonation. Han fortæller om skikke og ritualer ved ligbrændinger.
Med sten om livet
Ikke alle bliver brændt, når de dør. Mennesker som ikke er blevet færdige med deres inkarnation og derfor må vende tilbage til jorden for at fuldføre den, brændes ikke. Det er f.eks:
- børn under 15 år pga deres unge alder.
- gravide kvinder som bærer et barn, der ikke er færdig med sin inkarnation.
- en Sadhu – er færdig med egne inkarnationer, men skal tilbage for at hjælpe andre med deres.
- de døde fra bid af en Cobra, menes at være i en dyb trance. De smides i floden med tunge sten om livet. Når de flyder ned langs den hellige flod, mener sagnet af deres trance ophæves.
Ikke alle bliver brændt, når de dør. Mennesker som ikke er blevet færdige med deres inkarnation og derfor må vende tilbage til jorden for at fuldføre den, brændes ikke. Det er f.eks:
- børn under 15 år pga deres unge alder.
- gravide kvinder som bærer et barn, der ikke er færdig med sin inkarnation.
- en Sadhu – er færdig med egne inkarnationer, men skal tilbage for at hjælpe andre med deres.
- de døde fra bid af en Cobra, menes at være i en dyb trance. De smides i floden med tunge sten om livet. Når de flyder ned langs den hellige flod, mener sagnet af deres trance ophæves.
Ritualer ved ligbrænding
Den døde er svøbt i et farvestrålende ligklæde som dækker krop og ansigt. Først bæres den døde på en båre af bambus ned til Ganges for at blive badet i floden. Derefter lægges den døde på ildstedet med fødderne vendt mod syd. Den ældste søn i familien står for ceremonien, når faderen dør - den yngste, når moderen dør.
Sønnen og de øvrige bærere går fem gange rundt om den døde.
Hver runde symboliserer hver sit element:
Luft - Ild - Vand - Jord - Sjæl - som er et ekstra element i den hinduistiske tro.
Derefter tændes ilden i munden på den døde. Munden anses for et meget helligt sted og det er derfor naturligt at ilden tændes der. Den antændes ved hjælp af smør placeret i munden.
Når den døde er brændt bliver asken spredt i Ganges. Nogle familier har gravsteder hvor de resterende knogler bliver begravet, men ellers er det normalt, at alting bliver vasket ud i Ganges.
Indere som er født i Varanasi og en dag dør i byen også anses som særligt udvalgte og heldige. De er udset til at komme direkte til Moksha/Nirvana og er dermed færdige med deres inkarnationer på jorden.
Den døde er svøbt i et farvestrålende ligklæde som dækker krop og ansigt. Først bæres den døde på en båre af bambus ned til Ganges for at blive badet i floden. Derefter lægges den døde på ildstedet med fødderne vendt mod syd. Den ældste søn i familien står for ceremonien, når faderen dør - den yngste, når moderen dør.
Sønnen og de øvrige bærere går fem gange rundt om den døde.
Hver runde symboliserer hver sit element:
Luft - Ild - Vand - Jord - Sjæl - som er et ekstra element i den hinduistiske tro.
Derefter tændes ilden i munden på den døde. Munden anses for et meget helligt sted og det er derfor naturligt at ilden tændes der. Den antændes ved hjælp af smør placeret i munden.
Når den døde er brændt bliver asken spredt i Ganges. Nogle familier har gravsteder hvor de resterende knogler bliver begravet, men ellers er det normalt, at alting bliver vasket ud i Ganges.
Indere som er født i Varanasi og en dag dør i byen også anses som særligt udvalgte og heldige. De er udset til at komme direkte til Moksha/Nirvana og er dermed færdige med deres inkarnationer på jorden.
